Henrik Wergeland (1808-1845). Selected poems


Eivindvig

Ned med Seilet! ind fra Havet!
Ind hvor, under Sæd begravet,
drømmer stille Eivindvig!
Ind at see, om Rug og Havre
tør paa Fjeldets Branter klavre,
uden at forkjøle sig!
 
Der bag Roser Maagen bygger.
Rugen i Morellens Skygger
triner kjæk og kront paa Myr.
Som et Solskin Bygget blinker,
men derover Heien synker
lummer Vellugtnat fra Fyrr.
 
Gaaer den Hosbond graa i Døden,
bag ham Kløver-morgenrøden,
som han skabte, skinner klar.
Gaaer din Sjel til sidste Stjernen
Sommervinden i Lucernen,
Dahl, skal synge Hvad du var.
 
Skjule maatte sig jo Stranden,
blank og bar som Munkepanden,
for den stærke Jesupræst.
Gyldne Haver ham af Haanden,
Lysets Straaler ham af Aanden
gaae fra Eid til Sognefest.
 
For at øve Mandestyrke,
lære Adamsbarn at dyrke
Eden frem af golde Jord,
Herren Eivindvigen skabte
til et Skjær, hvor Bølgen skrabte
af hvert dristigt Foraars Spor.
 
Sjeleild mod Elementer!
Жdle Promethider henter
ifra eder Selv den Kraft,
som befaler Hav at loggre,
tømmer Tordenskyens Koggre,
kløver Fjeldene som Taft.
 
Byd' du Sjel! - Naturen taber.
Eivindvigens anden Skaber
triner under sin Tropæ:
Abildgaardens hvide Fane,
mens i Plovens Seiersbane
Axet bøier tusind Knæ.
 
Medens svarte Myr forgyldes,
Templet - hør! - af Toner fyldes.
Det er Englevingers Klang,
dem han ud af Kofter spiler :
Brød af Steen og Aand af Striler
Dahl i Eivindvigen tvang.

Til min Gyldenlak

Gyldenlak, før Du din Glands har tabt,
da er jeg Det hvoraf Alt er skabt;
ja før Du mister din Krones Guld,
da er jeg Muld.
 
Idet jeg raaber: med Vindvet op!
mit sidste Blik faar din Gyldentop.
Min Sjel dig kysser, idet forbi
den flyver fri.
 
Togange jeg kysser din søde Mund.
Dit er det første med Rettens Grund.
Det andet give du, Kjære husk,
min Rosenbusk!
 
Udsprungen faaer jeg den ei at see;
thi bring min Hilsen, naar det vil skee;
og siig, jeg ønsker, at paa min Grav
den blomstrer af.
 
Ja siig, jeg ønsker, at paa mit Bryst
den Rose laa, du fra mig har kyst;
og, Gyldenlak, vær i Dødens Huus
dens Brudeblus!

Paa Hospitalet, Om Natten

Igjennem det store Fønster
Fuldmaanen stirrer ind.
"Ak, ligger du der, min Elsker,
vel blegere end mit Skin ?"
 
"Jeg gik forbi din Hytte;
paa Arnen var ei Glød,
paa Væggen stod Uhret stille,
i Vinduet Rosen død.
 
Nu gaar jeg til Stjernehaven.
Der falder Dugg saa sval.
Jeg den din Feber bringer
i mine Horns Pokal.
 
Nu gaar jeg til fjerne Høje,
hvor Evighedsblommer gro.
Fyldt er med Livsenshonning
Nektariets Gyldensko.
 
Jeg gaar til Drømmenes Rige;
jeg fanger et Par saa smukt.
De skulle med Vifter jage
din Pandes Sved paa Flugt.
 
Om fireogtyve Timer,
imellem Eet og To,
du kan igjen mig vente
med Helsebod og Ro."
 
Mens Maanen har sin Sanger
frelst med sin Panacee,
om Hospitalet siges,
der Underværker skee.
 
Saa gaar det til i Verden,
saa skiftes Æren ud.
Den kalder sig Bjørnens Skytte,
som kjøber kun dens Hud.

Anden Nat Paa Hospitalet

Ad hvad jeg vil fortælle
vil lærde Doktor lee.
De Folk i Maanen Maanen
og intet Andet see.
 
 
En himmelsk Nonnes Aasyn
den Syge seer uden Spøg,
en himmelsk barmhjertig Søster,
som gjør ham et Besøg.
 
 
Precis som det var lovet
gik Maanen igjen forbi.
Den bar saa deilig en Guldkurv
med hvide Roser i.
 
 
Hun kasted dem indad Vindvet;
de spredtes paa Gulv og Seng.
Af Dugg end Kvistene glittred,
hver liig en Sølverstreng.
 
 
Saa reent de Roser lyste,
ak, at min Haand saa hvid
blev sort, som om den havde
i Graven alt lagt en Tid.
 
 
Min himmelske Nonne hvisked:
"i Rosernes Blegheds Skjær
Du Skjønhedens egen Farve
og Himmelens Aanders seer.
 
 
Den skal Du dig udkaare,
ja med en Ridders Mod;
for mine hvide Roser
udslukke de rødes Blod.
 
 
Udslukke dem paa Kinden
og paa din Læbe med.
Naar Du er bleg som min Rose,
da har din Smerte Fred."

Mig Selv

Jeg i slet Lune, Morgenblad? Jeg, som kun
behøver et Glimt af Solen
forat briste i høi Latter af en Glæde jeg
ikke kan forklare mig?
 
Naar jeg lugter til et grønt Blad, glemmer
jeg bedøvet
Fattigdom, Rigdom, Fiender og Venner.
 
Min Kats Strygen mod min Kind udglatter
alle Hjertesaar.
I min Hunds øje Sænker jeg mine Sorger
som i en dyb Brønd.
 
Min Vedbende er voxet. Didudaf mit Vindu
har den baaret paa sine brede Blade
alle de Erindringer, jeg ikke bryder mig om
at gjemme.
 
Den første Foraarsregn vil falde paa
Bladene og udviske nogle troløse Navne.
De ville falde ned med Draaberne og
forgifte Regnormens Huler.
 
Jeg, som læser Henrykkelser paa hvert af
Centifoliens, den Vaargaves, hundrede Blade -
mig skulde en slet Avis bringe til at qvæle
en Sekund med Ærgrelse ?
 
Det vilde være som at dræabe himmelblaae
og rosenrøde Sommerfugle.
Den Synd gyser mit Hjerte for i sit Inderste.
 
Det vilde være som at overøse mit endnu
ugraanede Hoved med Aske,
og at bortkaste de Diamanter af straalende
Sekunder, Tiden endnu nedsaaer derover.
 
Nei, frisk I Journalister! hvæsser eders
Rævekløer kun paa Klippen.
I rive kun Blomster løs og lidt Mos til en
blød Grav.
 
Som Insektets Stik i Muslingen, avle
Fornærmelser kun Perler i mit Hjerte.
De skulle engang pryde min Aands Diadem.

Jeg hade ? Naar en Fugl flyver over mit
Hoved, er mit Had flux tusind Alen borte.
Det flyder hen med Sneen, det gaaer med de
første Bølger fra Land og langt ud i Havet.
 
Men hvi skulde ikke mine Aarer vredes ?
Berøv ikke Landskabet dets brusende Bæk!
Høistærede Vidjebusker, tillader Bækken at
skumme, naar den gaaer imellem Stene.
 
Jeg elsker ikke evindelig blaa Himmel, som
jeg hader dumme glanende øine.
Har jeg ikke en Himmel, fordi den er fuld
af drivende Skyer, Solens Eventyrslande ?
 
Og om jeg ingen havde, er Guds ikke stor
og herlig nok ?
Klag ikke under Stjernerne over Mangel paa
lyse Punkter i dit Liv.
Ha, de blinke jo, som om de vilde tale til
dig!
 
Hvor straaler Venus iaften! Har Himlen
ogsaa Foraar ?
Nu have Stjernerne lyst hele Vintren; nu
hvile de og fryde sig. Halelujah!
 
Hvilken Rigdom for en Dødelig!
Min Sjel fryder sig i Himlens Foraarsglæde,
og skal deeltage i Jordens.
 
Den tindrer stærkere end Vaarstjernerne, og
den vil snart springe ud med Blomsterne.
 
Herlige Aftenstjerne! Jeg blotter mit Hoved.
Som et Krystalbad nedfalder din Glands
derpaa.
 
Der er Slægtskab mellem Sjelen og
Stjernerne.
Den triner i Stjernelyset udenfor Ansigtets
Forhæng, hvis Folder ere forsvundne.
 
Straalerne overgyde min Sjel med en Rolighed
som af Alabaster.
Som en Büste staaer den i mit Indre. Stirr i
dens Træk!
 
Nu ere de, som ville have dem. De
Spodske ere stivnede.
Min Sjel har kun Ligets milde Smiil. Hvi
forfærdes I mere ?
 
Den Djævel! Büsten har et leende Hjerte
under sin Rolighed.
Ve eders matte Fingre, at I ikke kunne faae
fat paa det!
 
Anmærkning til Mig Selv.
Forf Jeg anmoder de klogeste Mennesker i
Verden ~: D'Hrr. kritiske Anonymer, om at
sætte disse Tanker i Vers.
Kritiske Anonymer i Morgenbhdet, Constitu-
tionelle, Hermoder etc. etc. etc.

| наверх | назад | главная | вперед |